Dantherm Group: APENTO’s rolle som trusted advisor

Dantherm Group Case

”Jeg ser APENTO som en yderst professionel leverandør. De er toppen af konsulenter, det er min vurdering,” fastslår Henning Hajslund, Group IT Manager hos Dantherm Group.

”Jeg sidder i erfagruppe med andre IT-chefer, og folk taler kun godt om APENTO. De får meget ros i de her fora, og bliver trukket op af hatten igen og igen. Sommetider har jeg forsøgt at tale APENTO lidt ned, for at jeg selv kunne være sikker på at få konsulenterne, men det er aldrig rigtigt lykkedes mig,” siger Henning med et glimt i øjet.

Cloud skal understøtte ambitiøs vækststrategi og intern kommunikation
Dantherm Group, grundlagt i 1954, er Europas førende leverandør af transportable og stationære klimastyringsløsninger inden for opvarmning, affugtning, køling og ventilation til en lang række brancher.

Med afsæt i en ambitiøs vækststrategi baseret på både organisk vækst og opkøb, og datterselskaber spredt ud over Europa, går Dantherm Group mere og mere i retning af cloud first.

”Helt overordnet stræber vi efter cloud first i Dantherm Group. Ved opkøb af nye virksomheder er cloud det oplagte valg – men alt andet prøver vi så vidt muligt også at få over på cloud, så vi kan kommunikere på samme platform på tværs af lokationer og landegrænser. Lokationer med produktion kører dog med egen on prem-løsning af forskellige årsager, og her er vi i gang med at centralisere vores produktion på få lokationer,” fortæller Henning.

Mere end 15 års samarbejde: APENTO er som en ekstra medarbejder
Dantherm Groups samarbejde med Jens Ole, der i dag er partner i APENTO, går mere end 15 år tilbage i tiden. Siden 2008 har Jens Ole haft sin gang hos Dantherm Group, og siden APENTO kom til i 2018, er samarbejdet helt naturligt blevet udvidet med mange andre konsulenter hos APENTO.

”Vi har arbejdet sammen med folkene fra APENTO i mange år. De kender vores systemer og afdelinger og organisation rigtig godt og er som en ekstra medarbejder, vi kan tage ind ved spidsbelastninger og konkrete projekter,” siger Henning.

”Lige nu er min afdeling fx ramt af babyboom med to fædre på barsel, og jeg har fået en pludselig sygemelding fra min systemansvarlige. APENTO er der med det samme og tager over på projekterne, så der ikke er noget, der står stille,” fortæller Henning.

”APENTO har indsigt i vores ting – og når jeg står med håret i postkassen, så smider APENTO det, de har i hænderne,” tilføjer han.

Altid med på beatet rent fagligt
Henning har arbejdet med IT hos Dantherm Group i små 25 år – mange af årene sammen med Jens Ole.

”Jens Ole har hjulpet vores organisation over en lang årrække, han kender folk i organisationen, har været med i maskinrummet og løst en masse tekniske ting. Han er kompetent og kendt for at være en dygtig mand, der ved, hvad han taler om – jeg er virkelig imponeret over, hvordan han altid er med på beatet inden for de fagområder, han arbejder med,” fastslår Henning.

APENTO fungerer som vores trusted advisor
”APENTO fungerer som vores trusted advisor. Det kan være, hvis vores CEO gerne vil have en second opinion eller validering af nogle ting, eller hvis jeg selv sidder og gennemgår leverandørtilbud, hvor jeg tager APENTO med ind over. Så hjælper de med at gennemgå tilbuddene og vurdere, om det der bliver skrevet og estimeret, er godt nok,” fortæller Henning.

”I min optik er en trusted advisor kendetegnet ved objektivitet – og den evne mestrer konsulenterne fra APENTO alle sammen,” tilføjer han.

”Vi har fx lige kørt en række projekter med rådgivning om nogle sikkerhedsmæssige ting. APENTO er objektive, de rådgiver og kommer med indspark til, hvordan vi kan gribe den her problemstilling an, og om der er noget, vi skal være opmærksomme på – uden at deres rådgivning fremmer APENTO og det, de har på hylderne. APENTO vil ikke kun sælge blå bolcher, fordi det er dem, de selv har på hylden,” afslutter Henning.