Jobbet som deltidsbrandmand og et stærkt konkurrencegen er to ting, som sætter sit tydelige aftryk på René Jørgensens privatliv og arbejdsliv. ”Jeg vil være den bedste til det, jeg gør. Samtidig har jeg kæmpestor respekt for dem, der er dygtigere end mig selv, og vil gerne lære fra dem.”
”Jeg fik min egen pc i konfirmationsgave, og interessen for IT var der bare. Hvordan kunne jeg skille og samle den, hvordan kunne jeg få den til at yde mere, clock den og så videre… og så spillede jeg selvfølgelig også på den,” fortæller René.
Han får et smil om munden, mens tankerne vandrer tilbage til drengeværelset i den lille by Hornsyld mellem Horsens og Juelsminde.
”Efter 10. klasse tog jeg 20 ugers grundforløbet som IT-supporter på Teknisk Skole i Horsens. Og så begyndte jeg at sende ansøgninger som datafagtekniker-elev. 72 ansøgninger blev det til, før der endelig var bid. På ansøgning nr. 2!”
Der kom bud fra Bestseller i Brande
Ansøgning nr. 2 havde René sendt til Bestseller i Horsens. Mens han var fortsat med at sende 70 ansøgninger mere, havde hans ansøgning cyklet rundt internt mellem Bestseller Horsens og Bestseller Brande, som nu tog kontakt til René.
”Jeg var tæt på at opgive drømmen om IT og i stedet tage ud at sejle, da Bestseller i Brande kontakter mig. Jeg er lige startet i skolepraktik i Aarhus en torsdag, og skal så til elevsamtale i Brande fredag formiddag. Fredag over middag får jeg at vide, at jeg har fået jobbet hos Bestseller med start ugen efter. Det blev mit korteste skoleforløb nogensinde,” griner René.
Det viser sig at blive noget af en udfordring at pendle mellem Hornsyld og Brande via offentlig transport.
”For at møde på job kl. 8.30 skulle jeg op kl. halvfem. Så jeg flyttede til Brande som 17-årig og har boet her lige siden; i dag med min kone Melissa, vores dreng på 5 og vores pige på 6, og vores hund Batman, en golden retriever,” fortæller René.
Konkurrencegenet og viljen til sejr
I baghaven til huset i Brande har René bygget det, han selv kalder et træningsskur.
”Melissa og jeg dyrker meget crossfit. Hver søndag skriver vi i en Facebook-gruppe, hvornår vi træner i den kommende uge, og så skriver venner og bekendte sig på. Jeg træner op til konkurrencer rundt omkring i Danmark. I al den sport, jeg har dyrket – fodbold, kampsport, fitness, klatring, judo – har jeg skullet konkurrere,” siger René.
”Jeg kan også tydeligt genkende mit konkurrencegen i jobsammenhæng, hvor jeg vil være den bedste til det, jeg gør. Jeg har styr på mine ting. Samtidig har jeg kæmpestor respekt for dem, der er dygtigere end mig selv, og vil gerne lære fra dem.”
Bliver bidt af konsulentverdenen
Mens René var hos Bestseller, lærte han Ronni at kende.
”På det tidspunkt, det var før APENTO, var jeg begyndt at blive teknisk tung på client management, SCCM og lidt på Intune. Jeg vidste, hvor dygtig Ronni var, og derfor brugte jeg ham som konsulent på de opgaver, jeg ikke selv kunne løse. Det er også derfor, jeg er med i APENTO i dag,” siger René.
Han forklarer: ”Jeg havde mod på, at der skulle ske noget nyt, gerne inden for konsulentverdenen. Efter nogle år hos Bestseller, i december 2016, starter jeg derfor hos netIP i Herning. En dag kommer Ronni for at holde foredrag. Han prikker mig på skulderen: Du skal lige høre om det her APENTO… På det tidspunkt havde jeg været hos netIP i 2,5 år, jeg var ekstremt glad for at være der, og jeg havde fundet ud af, at jeg fungerer rigtig nemt i den her konsulentverden.”
”Jeg stoler rigtig meget på min mavefornemmelse, og APENTO var noget, jeg bare blev nødt til at prøve. Ellers ville jeg gå og ærgre mig,” fastslår René.
Arbejder ind på opgaven, ikke timetallet
I juni 2019 starter René som konsulent hos APENTO, som konsulent nr. 8.
”Melissa og jeg havde aftalt, at kunne jeg ikke leve af det her inden for 4 måneder, så måtte jeg finde andet job. Efter 2 måneder var det ikke længere noget problem, jeg havde kunder nok, og der kom nye til. Alle i APENTO vil bare gerne hjælpe hinanden, også selv om vi er selvstændige, hvis nogen fx mangler opgaver eller viden,” fortæller René.
”Friheden og muligheden for mere overskud og fleksibilitet er noget, der virkelig tiltaler mig ved at arbejde freelance. Jeg bestemmer selv over min tid og timer, APENTO blander sig ikke. Det passer mig godt – jeg er virkelig dårlig til at spilde min tid. Jeg arbejder ind på opgaven, ikke på timetallet.”
Brandmandsgenet tager over
René er deltidsbrandmand. Det var hans far også.
”Fra jeg var helt ung, har jeg været deltidsbrandmand. Sammenholdet og kammeratskabet er en meget stor del af mit liv,” siger René.
”Går der en alarm, så smider jeg den opgave, jeg er i gang med, og løber, og så løser jeg opgaven på et andet tidspunkt. Indtil videre har det ikke været noget problem at kombinere brandmand og job. Tværtimod, opstår der en incident på job, kan jeg tydeligt mærke, at brandmandsgenet tager over. Så bliver jeg ekstremt struktureret og fokuseret, og bum, bum, bum, så er problemet håndteret og løst.”
Kompetencen i APENTO er ekstremt vild
”En god dag for mig består i at bliver udfordret med opgaverne, og dagen bliver kun bedre, hvis jeg kan udføre en opgave sammen med en APENTO-kollega,” siger René.
”Kompetencen hos de mennesker der er i APENTO, er ekstremt vild – det er noget af det, jeg elsker allermest og nødigt vil undvære.”