Alt fra A-holdet

Ikke helt det, du ledte efter?
Prøv med en ny søgning eller kontakt os på [email protected] / +45 20 85 91 54.

Opslået: 2. oktober 2026

Apento kåret som Årets Azure Partner

For andet år i træk har ALSO kåret Apento som Årets Azure Partner. En anerkendelse af stærke resultater, et tæt samarbejde og et A-hold, der sætter kundernes behov først. Prisen blev overrakt ved ALSO Cloud Connect i København den 1. oktober 2026.

Høje, mørke træpaneler indrammer det store rum, og gennem det enorme glasloft kan vi se oktobersolen titte frem bag skyerne. Den smukke, historiske Axelborgsal – skråt over for Tivoli – dannede i går rammen om ALSO Cloud Connect. Og stedet kunne ikke være bedre valgt. Selv om ”skyen” er synonym for millioner af servere verden over, er der noget passende ved at mødes om den med frit udsyn til den ægte vare.

Cloud Connect er ALSO’s årlige event for alle deres partnere. På programmet var en perlerække af indlæg samt en sjov speed pitching, hvor producenter på skift fik kort tid til at præsentere deres løsninger. Microsoft, Keepit og Adobe var blandt dem, der fik mere tid på scenen, før dagen gled over i aperitif, middag og ALSO Awards.

Sidste år kom det bag på os, da Apento’s navn dukkede op på skærmen som Årets Azure Partner. I år nåede prisuddelingen knap at begynde, før vi skulle op af stolene. Aftenens første pris gik til Apento – og titlen som Årets Azure Partner fulgte med hjem for andet år i træk.

Kundernes wingman

I begrundelsen for kåringen af netop Apento fremhævede ALSO markant vækst, nye kunder og et team, der konsekvent sætter kundernes behov først. De havde også hæftet sig ved den måde, vi selv beskriver vores rolle på:

Apento beskriver selv rollen som kundernes wingman – og netop den tilgang har været tydelig i årets resultater.

Nicol Reznitsky
Head of Consumptional Business, ALSO

ALSO fremhævede også, at samarbejdet og tilliden mellem os er blevet yderligere styrket siden sidste års prisuddeling. Sammen har vi realiseret nye Azure-projekter, og når Microsoft introducerer ændringer, går vi i fællesskab til opgaven med fokus på, hvad der skaber størst værdi for kunderne.

For A-holdet er det selvsagt sød musik. Og så er det et skulderklap til en del af vores hverdag, som sjældent stjæler rampelyset: Licenser og CSP.

Mange kender Apento for vores konsulenter og dybe specialistviden. Færre ved, at de kan samle deres licenser, abonnementer og Azure-forbrug hos os – og at vi via vores licensportal forhandler løsninger fra mange forskellige producenter. Derfor betyder det noget særligt, at ALSO for andet år i træk anerkender både vores resultater og den måde, vi arbejder med kunderne og samarbejdet på.

For vores kunder hænger de to sider af Apento tæt sammen. Valg af arkitektur, sikkerhed og styring påvirker både, hvordan Azure-løsningen fungerer, og hvad den koster. Når specialistviden og CSP-rådgivning er samlet, kan vi hjælpe med at få teknikken og økonomien til at spille sammen – også når behovene ændrer sig.

Stor tak til ALSO

Tak til ALSO for en flot dag og aften – og for anerkendelsen. Tak også til de dygtige mennesker i ALSO og Microsoft, som vi arbejder tæt sammen med i hverdagen. Samarbejdet betyder meget, både for os og for de muligheder, vi kan bringe videre.

Og tak til vores kunder for tilliden og til hele A-holdet for indsatsen. Prisen kom med hjem fra København. Arbejdet bag den foregår hver dag.