Alt fra A-holdet

Ikke helt det, du ledte efter?
Prøv med en ny søgning eller kontakt os på [email protected] / +45 20 85 91 54.

Opslået: 1. september 2026

Mads udnævnt som Microsoft MVP

Mere end to års målrettet arbejde med blogindlæg, foredrag og vidensdeling har båret frugt: Vores konsulent Mads Johansen er udnævnt som Microsoft MVP. En yderst velfortjent og prestigefyldt anerkendelse af hans vedholdende indsats. Mads er én ud af nu fem MVP’er i Apento.

Microsoft MVP – Most Valuable Professional – er ikke en titel, man kan uddanne sig til eller søge om. Den tildeles eksperter, som yder en stor indsats for at dele deres viden, bidrager til fællesskabet og hjælper andre med at få mere ud af Microsoft’s teknologier.

Mads er udnævnt inden for Security med Microsoft Intune som teknologiområde. Undervejs har han haft Apento’s mest erfarne MVP, Ronni Pedersen, som mentor – men netop Mads’ egen vedholdenhed har været afgørende:

”Jeg har arbejdet bevidst hen imod det her i mere end to år. Målet har været at blive en del af MVP-fællesskabet og blandt andet få mulighed for at bringe mine kunders udfordringer tættere på Microsoft. Og så er det bare rigtig sjovt at stå på en scene og gøre teknisk stof både spændende og underholdende.”

Fem mennesker er også et publikum

Vejen til de store scener begyndte på de små. Ved en af Mads’ første sessions var der kun fem deltagere. Men det fik ham ikke til at skrue ned for ambitionerne: ”I begyndelsen fik jeg rigtig mange afslag på mine forslag til konferencer, fordi folk ikke kendte mig. Man må tage de små scener og blive ved. Nu bliver mine forslag i langt højere grad taget ind.”

Siden er både scenerne og publikum vokset. Mads har holdt oplæg ved Workplace Ninja-events i Finland, USA, Danmark og Schweiz. Næste stop er Experts Live Saudi Arabia, og i oktober går han på scenen på NIC i Oslo sammen med Ronni Pedersen under overskriften: ”Intune Suite – The good, the bad and the ugly”.

Foredragene skal ikke bare være fagligt solide – de skal også være værd at lytte til: ”Når man præsenterer, skal man ikke bare stå og læse højt. Man skal gøre det sjovt og spændende – også selv om stoffet kan være lidt tørt.”

Jeg har lavet et benspænd for mig selv: Folk skal helst grine mindst én gang, når jeg optræder.

Mads Mozart Johansen
Cloud Architect

En svær disciplin at slå igennem i

Mads er udnævnt i MVP-kategorien Security med Microsoft Intune som teknologiområde. Intune er en veletableret teknologi med mange dygtige specialister, og derfor er konkurrencen om at blive set og anerkendt tilsvarende hård.

Ifølge Ronni Pedersen, som er partner i Apento og selv har været Microsoft MVP i 19 år, stiller det store krav til både fagligt fokus og kontinuitet: ”Det er vigtigt at være loyal over for sig selv og finde ud af, hvad man virkelig brænder for. Dine blogindlæg og foredrag skal have et klart fokus, så Microsoft’s produktteams nemt kan se, hvor du bidrager med værdi. Og så skal du blive ved, så folk begynder at genkende dig.”

Det har Mads gjort. I perioder har han udgivet to-tre blogindlæg om måneden på sin blog evil365, samtidig med at han har arbejdet målrettet på at komme ud på danske og internationale konferencer.

”Man skal gøre meget for at bevise, at man er god nok. Ikke kun teknisk, men også til at formidle og udbrede kendskabet til Microsoft’s teknologi. Den del med at være synlig på sociale medier lå ikke naturligt til mig, men det har jeg lært,” fortæller Mads.

To års parløb med Ronni

De seneste to år har Ronni fungeret som mentor for Mads og hjulpet ham med at skærpe sit faglige fokus, komme ud på konferencerne og blive introduceret til relevante mennesker i det internationale community.

”Ronni har været en kæmpe hjælp! Han har åbnet sit store netværk for mig og guidet mig. Det har helt klart været med til at give mig et boost,” siger Mads. Men Mads har selv lagt arbejdet i det, understreger Ronni: ”Jeg har kunnet vise ham nogle veje, åbne enkelte døre og give ham et skub. Men det er hans vedholdenhed og lyst til at dele sin viden, der har bragt ham hertil.”

Der følger ingen løn med MVP-titlen. Tværtimod ligger der mange timers arbejde bag blogindlæg, forberedelse, rejser og foredrag. Til gengæld giver udnævnelsen adgang til et stærkt internationalt fællesskab og tættere dialog med Microsoft’s produktteams.

”Det er en investering. Man bliver mere kendt, og det kan give adgang til nye opgaver. Men for mig handler det især om at blive endnu dygtigere og få bedre mulighed for at hjælpe med de udfordringer, jeg møder hos kunderne,” fortæller Mads.

MVP-DNA?

Mads er ikke den eneste Mozart Johansen med de tre bogstaver på visitkortet. I 2025 blev hans storebror og Apento-konsulent Kasper Johansen udnævnt som MVP. Man fristes til at tro, at passion og vedholdenhed ligger til familien.

Med Mads’ udnævnelse har vi nu fem Microsoft MVP’er i Apento. Det er vi både stolte af og glade for – ikke mindst fordi titlerne udspringer af noget, der betyder meget for os: stærk faglighed, nysgerrighed og lysten til at dele sin viden med andre.

Vil du møde Mads, vores fire andre MVP-stjerner eller hele A-holdet? Så tøv ikke med at tænde kontakten.