Den 1. september byder vi velkommen til Morten Toft Hansen, vores nye Business Manager, som bogstaveligt talt får en flyvende start. Kun to dage senere flyver han nemlig med A-holdet til Apento Tech Summit på Mallorca. Morten kommer med mere end 30 års erfaring fra IT-branchen og skal hjælpe os med at udnytte de muligheder, vores vækst og stærke markedsposition skaber.
Morten kommer senest fra Cepheo, hvor han de sidste 3½ år har været Market Manager Retail & Wholesale med fokus på ERP og CRM. Hans karriere i IT-branchen begyndte dog i 1994 hos Rosenmeier, hvor han i 13 år arbejdede med alt fra logistik og product management til salgsledelse. Derefter fulgte fire år med løsningssalg i Mariendal IT.
Men vejen til Apento begyndte i 2011 hos EG, hvor han lærte Jens, HC, Hald, Ronni og Jens Ole at kende – længe før Apento blev til. Da Apento senere så dagens lys, fulgte Morten godt med fra sidelinjen. Gennem årene har han samarbejdet med os og lært flere på A-holdet at kende. Efter nogle år i applikationsverdenen vender han nu ”hjem” til infrastruktur og løsningssalg i Apento.
Fokus, færdigheder og fundament
Når man har været en del af IT-branchen siden 1994 – dengang fax var hot – har man set lidt af hvert. Morten er ikke tekniker, men mere end tre årtier tæt på både teknologi, forretning og konsulenter har givet ham et solidt fundament og en god forståelse for, hvad der rører sig.
Han har især beskæftiget sig med krydsfeltet mellem kunder og konsulenter: at forstå kundens behov, se mulighederne og få de rette mennesker omkring bordet. For Morten handler det ikke om selv at kunne konfigurere løsningen, men om at forstå teknikken godt nok til at stille de rigtige spørgsmål og være relevant i dialogen.
Morten er ægte nordjyde – født nord for Limfjorden – så den klassiske sælger med store armbevægelser skal du ikke forvente. Han lytter hellere, end han taler, og er mere optaget af problemet, der skal løses, end af selv at fylde i samtalen.
Gravel og gravhund
Når Morten ikke arbejder, finder du ham ofte på to hjul. Tidligere var mountainbike den store passion, men da den disciplin efter eget udsagn kan være lidt småfarlig for ”ældre mænd”, er han i dag mest at finde på gravel- eller landevejscyklen.
Hjemme i Aalborg bor Morten sammen med Jane og Max, en ruhåret gravhund, der ofte løber med opmærksomheden. Selviscenesættelse er som bekendt ikke Mortens stærke side – men spørg ind til Max, så er der straks mere at tale om.

Med 3x Jesper, 2x Heine, 2x Frederik, 2x René og nu også 2x Morten begynder navnepar at ligne en rekrutteringsstrategi i Apento. Heldigvis er Morten Banke mest kendt som Banke, så den nye Morten må gerne bare være Morten. Eller Toft. Han svarer på begge dele.
Vil du mødes med Morten?
Vi glæder os til at få Morten med på A-holdet. Og Morten glæder sig til at komme i gang, lære forretningen endnu bedre at kende, møde nye og velkendte ansigter og skabe gode relationer.
Kender du allerede Morten, så connect gerne med ham på LinkedIn og byd ham velkommen. Og har I ikke mødt hinanden endnu, er der jo kun én måde at lave om på det. Fra 1. september 2026 kan du tage fat i Morten direkte på [email protected].


