Den 1. november har vi fornøjelsen af at byde Kåre Overgård velkommen som ny konsulent i APENTO. Med sine kompetencer inden for identitetsstyring, sikkerhed og automatisering styrker han både vores hold og vores kunder. Glæd dig til at møde Kåre – et rart menneske med god humor og et højt niveau.
Kåre kommer til APENTO med mange års erfaring inden for identitetsstyring, sikkerhed og automatisering. Han har senest arbejdet som IAM Specialist hos JN Data og Blue Water Shipping. Mange kender ham dog fra hans tid i edgemo og TDC Hosting, hvor han i mere end 20 år satte sit præg på både kolleger og kunder.
Fokus, færdigheder og fundament
I hele sin karriere har Kåre arbejdet med komplekse miljøer, hvor sikkerhed og skalerbarhed går hånd i hånd. Han har stået i spidsen for genopbygning af kompromitterede systemer og ved, hvad der virker, når det virkelig gælder. Automatisering og DevOps har fulgt ham hele vejen under mottoet: “den bedste kode er ikke altid den mest avancerede, men dén andre kan forstå, vedligeholde og stole på”.
Samarbejdet med andre har lært ham, at teknologi kun er halvdelen af løsningen. Den anden del handler om mennesker, kommunikation og tillid – en indsigt, der gør Kåre til både en stærk fagperson og en værdifuld samarbejdspartner.
De primære fagområder er Active Directory, Entra ID, Automatisering, Microsoft 365 og PKI, men hans brede erfaring byder på meget mere. Kåre er certificeret Azure Solutions Architect og Azure Security Engineer og har desuden flere MCSE-certificeringer i bagagen.
“En cola light, tak!”
Når Kåre ikke arbejder med IT, bruger han en del tid på at løbe i og omkring Aarhus. Faktisk er han ofte ham, der enten lige har været ude at løbe en tur – eller er på vej ud ad døren til endnu én. Det er her, han tømmer hovedet, hører lydbøger og lader op.
Musik fylder meget i Kåre’s liv. Han er en aktiv lytter, hopper gladeligt mellem genrer og gerne livekoncerter. Kaffe er ikke Kåre’s kop te, men en sukkerfri cola siger han sjældent nej til.
Folk, der kender Kåre godt, beskriver ham som et meget ordentligt menneske med en skarp hjerne, en tør humor og en imponerende ro. En kombination, der både gør ham rar at være omkring og utrolig god at have med på holdet.
Vil du møde Kåre?
Vi glæder os til at få Kåre med på holdet og til at se ham bringe sin erfaring og energi i spil hos vores kunder og konsulenter. Connect gerne med ham på LinkedIn allerede nu og byd ham varmt velkommen.
Hvis du er nysgerrig på et samarbejde med Kåre eller bare vil høre mere, er du meget velkommen til at kontakte vores salgsdirektør Jesper Drechsler Nielsen på +45 6174 7206 eller jdn@apento.com.
Du er naturligvis også velkommen til at kontakte Kåre på kov@apento.com fra 1. november 2025.


Se også: Følg med i udviklingen og mød APENTO-folket på vores LinkedIn.