Kasper udnævnt som Microsoft MVP

Dedikation, mod og et målrettet skift fra Citrix til Microsoft har nu indbragt vores konsulent, Kasper Mozart Johansen, en velfortjent udnævnelse som Microsoft MVP. En prestigefyldt anerkendelse af hans passionerede indsats for vidensdeling og teknologisk udvikling. Kasper er én ud af nu fire MVP’er i APENTO.

Siden 1993 har Microsoft hvert år udnævnt MVP’er – Most Valuable Professionals. Det er en højt værdsat anerkendelse af eksperter inden for fx Azure, Security og Windows, som yder en stor indsats for at dele viden og hjælpe andre – typisk uden for deres jobrolle.

Udnævnelsen som MVP’er kommer med visse privilegier, men kræver også sit. For overhovedet at komme i betragtning skal du nomineres af en Microsoft-medarbejder eller en eksisterende MVP, og dine aktiviteter inden for det sidste år evalueres grundigt.

Slipper du igennem nåleøjet, er du til gengæld med til at præge Microsoft’s produkter og teknologier via sparring med og direkte adgang til Microsoft’s produktejere og udviklere.

Det globale fællesskab består i dag af mere end 3500 MVP’er, fordelt på 94 teknologiområder. Det lyder måske af mange, men inden for fx Windows 365 er der kun 45 på verdensplan. Fire af dem er i Danmark, og vi kan nu stolt fortælle, at én af de fire er vores konsulent, Kasper Mozart Johansen!

Foto: “Class of 2024” med alle de MVP’er, der var på MVP Summit 2024

Et målrettet skift med MVP som belønning

Om øjeblikket for afsløringen af udnævnelsen fortæller Kasper: ”Det var uventet. Min hustru og jeg var på en miniferie i Tyskland, hvor vi sad og fik os en bid mad, da der kom en notifikation om en mail fra Microsoft. Jeg skyndte mig at åbne mailen: ”Congratulations, you’ve been accepted to the Microsoft MVP program. We’re pleased to welcome you to the program in recognition of your outstanding contributions to the community”. Selv om jeg godt vidste, at jeg var blevet nomineret, havde jeg ikke regnet med, at udnævnelsen kom nu.”

I APENTO er vi fulde af beundring for Kasper’s rejse mod at blive MVP. For mindre end 2 år siden skiftede han nemlig – samtidigt med indtrædelsen i APENTO – spor til Microsoft Windows & Devices efter mange år som anerkendt Citrix-konsulent, CTA og en aktiv del af Citrix’ community. Og fra starten satte Kasper sig at mål om, at han ville gøre alt, hvad han kunne, for at blive MVP-kvalificeret.

”Min hverdag får mere dybde, når jeg som ambassadør og sparringspartner er med til at præge udviklingen. Eksempelvis havde jeg i 2018 en længere diskussion med Citrix om en feature, jeg synes, de skulle indarbejde. Dengang afviste de mig pure, men nu kan jeg se, at det alligevel er blevet integreret”, siger Kasper med et glimt i øjet og fortsætter. ”Udnævnelsen giver også adgang til nye, spændende opgaver og kunder. Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at hæderen ikke betyder noget. Jeg er stolt af det, jeg har opnået.”

Nice niche: Global Secure Access

Kasper har al mulig grund til at være stolt, og hans store indsats lønner sig. Udover hans primære fagområder – Modern Management med Intune, Windows Management med især Windows-cloud-native-enheder samt Windows 365 – har Kasper på det seneste oplevet stor efterspørgsel i et nicheområde, han har kastet sig over: Global Secure Access.

”Det ligger i udkanten af Modern Management, men jeg har kastet mig over det, fordi det løser problemet med gammeldags VPN-forbindelser. På et af Workplace Ninja Denmark’s virtuelle events fik jeg mulighed for at fortælle om det, og siden da har jeg fået rigtig mange forespørgsler. Det er endda lykkedes at få en af vores kunder med i private preview på Global Secure Access-agenten på ARM CPU’er.”

Et fantastisk fællesskab!

Der er nok at sætte sig fagligt ekstra grundigt ind i, når man som Kasper skifter spor – selv om han har fordelen af at kunne trække paralleller mellem forskellige producenters teknologier. Men der skal også opbygges et helt nyt netværk, og her kommer MVP-udnævnelsen til at gøre en stor forskel. Det sætter Kasper selv disse ord på: ”Jeg er meget ydmyg, for det er nogle ufatteligt dygtige mennesker, jeg skal arbejde sammen med. Det kommer til at sætte turbo på udvidelsen af mit netværk.”

Heldigvis er Kasper også godt hjulpet af fællesskabet med vores øvrige konsulenter i APENTO. Faktisk var det et af Kasper’s incitamenter for at skifte til lige netop APENTO:

”Skiftet fra Citrix til Microsoft var mere omfattende og sværere end først antaget, og jeg havde behov for at arbejde med nogle mennesker, der forstod det skift og kunne støtte mig i transformationen. Nu får jeg opgaver, der matcher det, jeg kan og vil udvikle mig henimod.”

Men fagfællesskab er ikke alt, det handler også om menneskelige egenskaber, siger Kasper. ”Jeg er blevet positivt overrasket over og meget glad for sammenholdet i APENTO. Vi er gode til at hjælpe hinanden, holder sammen og deler opgaver og kunder uden forbehold. Jeg håber på at være her i lang tid endnu.”

Foto: I marts 2024 var mange af APENTO’s konsulenter samlet til APENTO Tech Day i Middelfart

Det håber vi bestemt også, at du er, Kasper. Og med de ord slutter vi fortællingen om udnævnelsen af vores fjerde MVP’er og opfordrer dig til at række ud til Kasper og vores tre andre MVP-stjerner:
.

APENTO’s øvrige MVP’er

Ronni Pedersen
APENTO Partner & Cloud Architect

MVP: Windows and Devices, Security
Technologies: Windows, Intune

Link til kontaktdata

Jesper Fütterer Bing
APENTO Cloud Architect

MVP: Microsoft Azure
Technologies: Azure Well-Architected, Resiliency & Observability

Link til kontaktdata

Martin Therkelsen
APENTO Cloud Architect

MVP: Security, Microsoft Azure
Technologies: Cloud Security (Microsoft Defender for Cloud, Azure network security products, GitHub Advanced Security), Azure Infrastructure as Code

Link til kontaktdata