Energinet, som ejer og driver el- og gasinfrastrukturen i Danmark, har store ambitioner for bæredygtighed og vedvarende energi – og det kræver stærke it-værktøjer i de kommende år. APENTO har netop vundet en licitation til en samlet værdi af knap 300 mio. kr. over de næste fire år til at levere Microsoft-baserede løsninger til Security og Client Deployment & Management for Energinet.
Grøn omstilling kræver meget mere end blot vindmøller og solceller – grøn omstilling er i den grad også drevet og båret af stærke it-værktøjer og nye digitale teknologier. Energinet har en ambition om en firedobling i brugen af vedvarende energi i Danmark inden for de næste otte år. Det er en ambitiøs målsætning, og den kræver investeringer i elnettet, i produktionsmetoder og i distribution, men også i it.
Energinet igangsatte derfor et EU-udbud tilbage i marts måned omfattende anskaffelse af it-konsulentbistand indenfor Microsofts teknologiområder. Energinet havde et mål om at indgå samarbejde med partnere, som er helt opdateret, når det gælder nye teknologier, og som kan understøtte Energinets vision om at være ”cloud first.”
APENTO bød ind på to af de seks delaftaler, som Energinets licitation omfatter, nemlig Security og Client Deployment & Management.
It-løsninger til Energinet de næste fire år – eller mere
I december 2022 blev det så offentliggjort, at APENTO er en af de tre it-leverandører, der er valgt som partner på de to delaftaler – en aftale med en anslået samlet værdi på cirka 300 millioner kr. over en fireårig periode med mulighed for forlængelse i 2 X 2 år.
”Denne aftale er et vigtigt skridt i vores strategi om at blive endnu stærkere til at levere sikkerhedsløsninger til danske private og offentlige virksomheder,” siger Jens Ole Kragh, CEO hos APENTO. ”For os betyder det selvfølgelig, at vi har en stor, fast opgave at arbejde med i flere år fremover. Men det betyder også, at vi har bevist, at vi kan matche os med de største derude, selv med vores størrelse,” siger han og henviser til, at de øvrige virksomheder, der er udvalgt af Energinet til Security og Client Deployment & Management, er Fujitsu, Venzo og Globeteam.
Viden og erfaring gør udslaget
Energinet understreger i delaftalerne, at APENTO er udvalgt på baggrund af sin erfaring og vidensniveau, men også, at man har adskillige Microsoft MVP’ere i sin organisation og desuden er Elite Partner hos Microsoft.
”Vi har kun eksisteret i knap fem år, men vi har allerede gode erfaringer med at levere Microsoft-baserede løsninger til Energinet og andre store organisationer, både private og offentlige,” siger Jens Ole Kragh, ”og vi er glade for, at Energinet anerkender vores kompetencer og vores erfaring. Nu glæder vi os bare til at komme i gang og er stolte af, at vi kan være en del af den grønne omstilling i Danmark på denne måde,” siger han.
Kontakt
Jens Ole Kragh, CEO, jok@apento.com, tlf. +45 2085 9154
Om APENTO
APENTO blev grundlagt i 2018 af tre erfarne Microsoft-specialister, nemlig Jens Ole Kragh, Ronni Pedersen og Peter Selch Dahl. Alle har de årtiers erfaring som it-arkitekter og konsulenter hos nogle af de største Microsoft-partnere i Danmark, hvor de har arbejdet med at levere værdiskabende it-løsninger baseret på Microsofts platforme til både offentlige og private virksomheder. Visionen bag APENTO er at levere absolut high-end løsninger til ambitiøse organisationer.
I 2022 blev Jesper Drechsler Nielsen partner og salgsdirektør i APENTO, så ejerkredsen i dag tæller Jens Ole Kragh, Ronni Pedersen og Peter Selch Dahl foruden Jesper Drechsler Nielsen.